
MidtVest Lystfiskerforening bliver en realitet ved en fusionering af de 3 foreninger i det midt og vestjyske. Dette er et stort historisk skridt, for at videreføre det kæmpe arbejde de 3 foreninger hidtil har stået for. Resultatet fra afstemningerne i både Herning-Ikast Lystfiskerforening og Alum-Haderup Sportsfiskeforening var meget entydige. Mere end 90 % af fremmødte medlemmer i begge foreninger, stemte for fusionen. Samtidigt var der givet tilsagn fra Sdr. Resen Lystfiskerkonsortium. Dermed er grundlaget og bemyndigelsen for at de 3 bestyrelser arbejder videre med fusionen, givet.
Den nye forening kommer til at tilbyde noget af det bedste fiskeri i Danmark efter laks, havørred, bækørreder, gedder og også den fredede stalling. Alt sammen i mere end 125 km meget varieret vandløb fordelt på Skjern Å, Karup Å, Vorgod Å, Store Å, Fjederholt Å, Karstoft Å, Rind Å samt Sunds Sø. Det videre arbejde i den nye forenings setup vil være baseret på fællesskabet. I tæt og konstruktivt samarbejde med bl.a. myndigheder, lodsejere, medlemmer, sammenslutninger, kultur- og ungdoms organisationer, landbrugsorganisationer og Danmarks Sportsfiskerforbund vil foreningen varetage udviklingen af lystfiskeriet og ikke mindst biotop og faunapleje, til gavn for alle og miljøet. Dette er samlet i foreningens formåls statement: Fiskeri, fællesskab og fauna.
Stiftende generalforsamling
Der indkaldes derfor til stiftende generalforsamling i den nye forening Onsdag d. 22 november, kl. 19.00 i Haderup Kultur- og Idrætscenter, Haderup.
Dagsorden og praktisk information vil blive udsendt senest i begyndelsen af november måned.
Baggrundsmateriale – herunder vedtægter m.m. – der bl.a. skal danne grundlag for og på den stiftende generalforsamling, vil være det materiale I som medlem allerede har fået tilsendt (Materialet udarbejdet og fremsendt i forbindelse med oplæg til fusionen).
Dette materiale vil blive finpudset bl.a. baseret på input fra de ekstraordinære generalforsamlinger.
Frem imod den stiftende generalforsamling, er det meget vigtigt at vi får tilkendegivelser fra personer, der har lyst og energi til at være med det nye foreningsarbejde. Der bliver brug for ”muskel- og hjerne kapacitet”, så hvis du har lyst at være med eller kender nogen der har, så meld venligt hurtigt tilbage til formanden for de nuværende bestyrelser. Der er brug for kræfter til både bestyrelsesarbejde og de mange udvalgsområder. Det er faktisk vildt sjovt socialt, og meget lærerigt indenom hele domænet indenfor fiskeri, fauna og selve foreningsarbejdet.
Citat fra formændene i de nuværende foreninger
Vi har grebet en unik mulighed for at skabe og videreudvikle noget af det bedste og mest attraktive fiskevand i Danmark. Med det arbejde der allerede er sket de seneste år, synes vi, det er et naturligt skridt at forene kræfterne, så vi kan løfte mere og stå stærkere. Både i relation til at gøre det endnu bedre for vores medlemmer og for åerne og den natur, som de løber igennem. Vi tror på, at vi i samlet flok kan tage bedre hånd om foreningernes unge medlemmer og forhåbentligt også af den vej lykkes med at få flere børn og unges øjne op for naturen og de mange kvaliteter, der ligger i at komme ud i den.
Efter en spændende men også tidskrævende proces med at få visionen for MidtVest Lystfiskerforening klar, er det et kæmpe skulderklap at se at medlemmerne nærmest enstemmigt bakker os op. At dette er lykkedes på bedste vis, skyldes ikke mindst den positive tilgang og opbakning der har været fra lodsejere, medlemmer og ikke medlemmer. Alle har bidraget til projektet i en rigtig god tone.
Det har til fulde været de mange timer – alle os i bestyrelserne har lagt i fusionen siden ideen opstod for nogle år siden – værd.
Jan Møller Jensen, Jens Hvam, Jan Snejbjerg
